Tusindvis af borgeres el-apparater kan være ødelagt efter forhøjet spænding i stikkontakter
Tusindvis af boliger i Ribe havde onsdag morgen forhøjet spænding i stikkontakterne, og det har kostet skader på en masse elektriske apparater. Netselskabet N1 erkender fejlen.
Opdatering: Artiklen er opdateret klokken 11.42 den 11. november efter gældende regler for god citatskik.
Borgere fra store dele af Ribe ringede til Nørremarkens Elservice onsdag, fordi massevis af elektriske apparater tilsyneladende var gået i stykker. Det skriver JydskeVestkysten.
Alt lige fra varmepumper til fjernsynsapparater og computere havde onsdag taget skade, og det fik elinstallatør og indehaver af Nørremarkens Elservice, Flemming Aaskov, til at undre sig, og det var her, han opdagede fejlen.
- Årsagen var forhøjet spænding i elnettet. Der var onsdag morgen op til 20 procent for meget spænding i nettet, forklarer Flemming Aaskov til JydskeVestkysten og tilføjer, at det meste elektronik ikke kan holde til forhøjet spænding.
Herefter meldte Flemming Aaskov fejlen til forsyningsselskabet N1, som bekræftede fejlen over for JydskeVestkysten. Ifølge N1 drejer det sig samlet set om 1.721 kunder.