Sportsklubber hylder udsendte soldater og deres familier
På fodboldstadions, i ishockeyarenaer og håndboldhaller i hele landet modtager udsendte soldater og deres pårørende de næste ti dage stående klapsalver inden kampstart.
I dag lørdag hyldes veteranerne og deres familier i Horsens og Kolding, når fodboldklubberne spiller hjemmekampe i 1. division mod henholdsvis OB og Køge.
Udover den indledende hyldest er Veteran Match, som initiativet hedder, markeret med logo på spiller- og dommertrøjer.
- Som land kunne vi godt blive bedre til at anerkende den indsats, som vores soldater gør ude i den store verden – for at skabe større sikkerhed både lokalt og globalt. Idrætten kan noget særligt i forhold til at skabe fællesskaber og løfte i flok - og vi er gode til at hylde vores atleter. Dét tager vi afsæt i, når vi nu for femte gang holder Veteran Match til ære for Danmarks udsendte, der fortjener alt den anerkendelse, de kan få, siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match, i en pressemeddelelse.
Unikke spillertrøjer støtter et godt formål
Kamptrøjerne med Veteran Match-logoet sættes på auktion hos MatchWornShirt.com. Overskuddet fra salget går ubeskåret til DIF Soldaterprojekts trygge træningsfælleskaber for tidligere udsendte med fysiske og psykiske mén, kaldet Safe Zones.
Veteran Match støttes af Grundfos Fonden - også kaldet Poul Due Jensens Fond.
Her hyldes veteranerne
FODBOLD
3F Superliga
Vejle Boldklub – Viborg FF søndag den 15. september kl. 16
Brøndby IF – Sønderjyske søndag den 15. september kl. 18
Sønderjyske – Vejle Boldklub den 22. september kl. 14
NordicBet Liga
AC Horsens – OB lørdag den 14. september kl. 17
Kolding IF – HB Køge lørdag den 14. september kl. 19
Esbjerg fB – B.93 søndag den 15. september kl. 14
FC Fredericia – Hobro IK mandag den 16. september kl. 18.30
Hobro IK – Kolding IF fredag den 20. september kl. 18.30
B.93 – AC Horsens lørdag den 21. september kl. 13
Hvidovre IF – Esbjerg fB søndag den 22. september kl. 15
Hillerød Fodbold – FC Fredericia fredag den 23. september kl. 19
ISHOCKEY
Metal Ligaen
Sønderjyske Ishockey – Frederikshavn White Hawks fredag den 20. september kl. 19
Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls fredag den 20. september kl. 19
HÅNDBOLD
Herrehåndboldligaen
Nordsjælland – Sønderjyske fredag den 13. september kl. 19
Fredericia HK – Skjern søndag den 15. september kl. 20
KIF Kolding – TMS Ringsted torsdag den 19. september kl. 19
Sønderjyske – Ribe-Esbjerg HH fredag den 20. september kl. 19