Sabrina fatter ikke gaming: - Det er ikke socialt eller en sport
Sabrina Voss er ikke begejstret for, at sønnen Tobias spiller computerspillet Fortnite. Hun håber, at hendes deltagelse i ’Tæv Din Teenager’ kan give en fælles forståelse for spillet, så de ikke er så uenige om timeforbruget ved computeren.
Hos familien Voss i Gørding må man spille computer én time om dagen.
Og så skal man gerne have lavet lektier eller tømt opvaskeren først. Men én time kan hurtigt blive til to, og derfra kan tiden godt stikke af.
32-årige Sabrina Voss kan overhovedet ikke se det interessante i at spille Fortnite eller andre computerspil for den sags skyld. Og det er selvom alle alenemorens tre børn elsker at spille.
Hvad er Fortnite?
- Fortnite er et samarbejds- og overlevelsesspil, der udkom i 2017.
- Man kan spille alene eller i hold og skal forsøge at være den sidste overlevende på en ø med 100 andre spillere.
- Fortnite kan spilles på alle platforme og er gratis at downloade.
- Spillet er på få år blevet ekstremt populært, og på verdensplan er der over 200 millioner registerede brugere af Fortnite.
Kilde: Wikipedia og Gamereactor
- I mit hoved skal computeren kun bruges til at skrive i Word, siger Sabrina Voss.
Computeren i hjemmet bliver brugt til meget andet end blot Word. I takt med at hendes ældste barn Tobias, der er 12 år gammel, bliver ældre, føler hun, at det er svært at følge med i hans interesser, men særligt i computerspillet Fortnite, der dagligt bliver spillet i timevis.
- Det er som om, der findes noget, der er meget større inde i Fortnite-verdenen, end der lige gør herhjemme i vores hjem, siger Sabrina Voss.
I mit hoved skal computeren kun bruges til at skrive i Word.
Sabrina Voss, deltager, 'Tæv Din Teenager'.
Nu vil hun forsøge at engagere sig i 'Fortnite-verdenen', så hun er mere med og kan snakke med Tobias om Fortnite og blivere klogere på, hvorfor én time så hurtigt bliver til to bag skærmen.
Det var Tobias, der spurgte sin mor, om de skulle deltage i ’Tæv Din Teenager’, og i starten rystede Sabrina Voss på hovedet. Efter noget tid fandt hun motivationen, der fik hende til at sige ja.
- Tobias og jeg skal have en oplevelse sammen og en fælles forståelse, så vi heller ikke er uenige hele tiden. Så får vi et fællesskab sammen. Vi får en følelse af, at vi kan noget af det samme - sammen.
Hun har ikke set et eneste sekund af den første sæson af 'Tæv Din Teenager', så hun aner ikke, hvad hun er gået ind til. Det stopper hende ikke. Hun vil tæske Tobias i Fortnite.
Tæv Din Teenager
- 'Tæv Din Teenager' er et program, der bliver sendt hver søndag kl. 19.30 på TV SYD.
- Fire forældre skal med hjælp fra en coach lære at spille computerspillet Fortnite og forvandle sig et e-sportshold, der kan banke deres egne teenagere i spillet.
- Det er muligt at streame serien på TV SYD Play eller YouTube. Du kan følge programmets Facebook-side her.
- Det er anden sæson af programmet, der første gang blev vist i 2018. Her skulle fem forældre lære at spille skydespillet Counter-Strike.
Hverken sport eller socialt
Tobias er en social dreng, der både går til springgymnastik og fodbold. Han er vellidt og har et stort netværk. Alligevel er Sabrina Voss bekymret for de mange timer, der bliver brugt foran computerskærmen – og ikke sammen med vennerne.
- Jeg synes, at det sociale mangler i det. Jeg kan ikke forstå det sociale aspekt, der ligger ude i den virtuelle verden. Jeg ser hellere, at han er udenfor og sammen med sine kammerater, spiller fodbold og cykler rundt, og hvad man ellers lavede, da jeg var barn, siger Sabrina Voss.
Det er blot én af de ting, som Sabrina og Tobias kan være uenige om.
- Det kan godt være, at man spiller med dem, som man går til fodbold med, men hvis man sad sammen og spillede, så ville det være meget bedre for mig. Så kunne man måske stadig gå ud på trampolinen og hoppe og lave noget andet, siger Sabrina Voss.
I det hele taget så hun gerne, at sønnen lavede noget aktivt i stedet for at spille computer. Hun ved godt, at e-sport og gaming-verdenen har ændret sig meget de seneste år, og det er blevet langt mere professionelt.
Hun erkender, at hun er meget uvidende, men i hendes verden er computerspil ikke sport – og bliver det heller aldrig. Det er mere spild af tid.
- For mig er sport at cykle, løbe, spille tennis eller bokse. Det er noget, hvor man er fysisk. Når man spiller computer, så er man ikke fysisk. Det er nok mere psykisk, siger Sabrina Voss.
Et joystick fattigere
Familien Voss bor i et stort hus i Gørding, og der er langt fra stuen og til Tobias’ værelse nede ad gangen.
Når Tobias sidder og spiller Fortnite, så føles det, som om stuen og hans værelse er lige op og ned ad hinanden.
Tobias råber, som om han råber til folk, der står på den anden side af jorden. Og de taler ikke altid særlig pænt til hinanden.
Sabrina Voss, deltager, 'Tæv Din Teenager'.
- Tobias råber, som om han råber til folk, der står på den anden side af jorden. Og de taler ikke altid særlig pænt til hinanden, siger Sabrina Voss.
Går spillet ikke som Tobias ønsker, så kan han blive frustreret, og det er sket et par gange, at han ender med at ødelægge et joystick eller et headset.
- Han viser nogle andre sider af sig, end man normalt ser fra ham. Han er råbende, støjende og viser lidt en slags vrede, hvor han hamrer til ting, siger Sabrina Voss.
Det er sådan nogle ting, der frustrerer hende. At computerspillet kan have så stor indvirkning på hendes søn. Når det sker, så siger Sabrina Voss også stop.
- Jeg vil ikke høre på den slags. Så giver jeg ham pæn besked på, at alternativet er, jeg slukker computeren. Og hvis han så larmer igen, så bliver han bedt om at slukke. Det er sådan, det er, siger Sabrina Voss.
Den slags konflikter bliver forhåbentlig færre, når Sabrina Voss bliver klogere på spillet. Det er i hvert fald hendes ambition.
Tror på sejr
Nu venter månedsvis af hård træning bag computerskærmen for at lære at spille Fortnite.
Sabrina Voss håber, at hun kommer til at få et nyt syn på gaming, computerspil og det sociale aspekt i den virtuelle verden, som hun indtil nu overhovedet ikke ser værdien af.
- Jeg kommer til at blive irriteret og frustreret, og jeg kommer til at sige, at jeg ikke gider mere. Men jeg kommer aldrig til at give op, siger Sabrina Voss.
Hun vil vinde over sin søn for enhver pris, og hun tror på, at det kan lade sig gøre – også selvom hun kan bruge computeren til Word.
Hvis du vil følge Sabrina og de andre forældres kamp mod deres teenagere, kan du se med på TV SYD Play eller her. Du kan også læse nyheder og få meget andet indhold på programmets Facebook-side.