Forældre får frataget muligheden for at passe deres kræftsyge søn

Jan og Rikke Vestergaard, som er forældre til kræftsyge Johannes på 9 år, mener ikke, det er rimeligt, at Esbjerg Kommune vil fratage dem løbende tabt arbejdsfortjeneste et helt år inden, sønnens kræftbehandling er slut. Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ni-årige Johannes Dall Vestergaard fra Ribe lider af akut leukæmi og bliver passet i hjemmet under sin behandling, men nu vil Esbjerg Kommune fratage forældrene den mulighed.

Jan Vestergaard kørte på motorvejen over Fyn på vej mod Odense Universitetshospital (OUH), som han havde gjort det så mange gange før. Han kiggede ned på speedometeret, der sagde 110 km/t, da han pludselig mærkede nogle trækninger i ansigtet.

Trækningerne udviklede sig til spændinger i hele overkroppen og helt ud i fingrene. Det blev værre og værre, og Jan Vestergaard trak ud i nødsporet og satte havariblinket i gang.

- Mon jeg er på vej til at besvime? Kan det være en hjerneblødning? Falder jeg om lige om lidt?, tænkte Jan Vestergaard i situationen.

Det hele krampede på hans krop - så meget at det gjorde ondt, virkelig ondt. Jan Vestergaards ni-årige søn Johannes sad også i bilen, da det egentlig var ham, der skulle på hospitalet.

- Hvis jeg falder om, så sidder Johannes i den her bil alene på motorvejen, hvor de kører så voldstærkt, tænkte Jan Vestergaard.

Det er hovedsageligt Jan Vestergaard, der tager sig af de juridiske slåskampe med Esbjerg Kommune. En tjans, der blandt andet har givet ham søvnproblemer, hukommelsesbesvær og andre stresssymptomer. Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Med sine forkrampede fingre fik Jan Vestergaard tastet 1-1-2 på telefonen. Hans ansigt var så sammenbidt, at han ikke var i stand til at fortælle alarmcentralen, hvad der var galt. Heldigvis kunne de aflæse hans position via telefonen og fik en ambulance sendt afsted. 

Først efter en halv time lagde kramperne sig igen, så han kunne fortælle redderne, hvad der var sket. Ingen var et sekund i tvivl om, at der var tale om en tydelig stressreaktion. 

Kamp mod kommunen

Jan Vestergaards stressreaktion kom kort tid efter, at han og konen Rikke Dall Vestergaard havde modtaget en afgørelse fra Esbjerg Kommune. 

I afgørelsen stod der, at de ikke længere kunne modtage løbende tabt arbejdsfortjeneste, så den ene af forældrene kan gå hjemme og passe sønnen, Johannes, som lider af akut leukæmi og dagligt modtager kemobehandling.

- Det var en kæmpe, kæmpe mavepuster, fortæller en tydeligt berørt Rikke Dall Vestergaard, mens hun kæmper for at holde tårerne tilbage.

Familien har ellers i over et år været berettiget til løbende tabt arbejdsfortjeneste, som er en lønkompensation til forældre, som er nødt til at tage orlov eller sige op fra deres arbejde for at passe et sygt eller handicappet barn.

Men nu, efter at have passet Johannes derhjemme i et år, skriver Esbjerg Kommune, at begge forældre skal starte på arbejde, og at familien i fremtiden kun vil kunne få bevilget lejlighedsvis tabt arbejdsfortjeneste for de dage, hvor Johannes er indlagt eller skal til undersøgelser samt de dage, hvor Johannes er syg.

- Er leukæmi ikke en sygdom? Er han først syg, når han får feber? Skal han kaste op, førend han er syg? Hvornår er Johannes syg? For så vidt jeg ved, så er han ikke rask fra sin leukæmi endnu, siger Rikke Dall Vestergaard.

Rikke Dall Vestergaard var indlagt med sønnen Johannes på Odense Universitetshospital, da familien fik kommunens afgørelse om at fratage dem løbende tabt arbejdsfortjeneste. Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Afgørelsen om tabt arbejdsfortjeneste er blot det seneste eksempel på familien Vestergaards lange seje kamp med Esbjerg Kommune. Familien har allerede en sag om dækning af merudgifter, som er havnet i Ankestyrelsen.

- Familierådgivningen er jo til for at hjælpe børnene, men det er som om, de er gået over til bevidst at sidde og søge efter love og paragraffer, som modsiger det behov, vi har, siger Jan Vestergaard.

Et behov som allerede fra første dag var beskrevet fra OUH.

Ganske få dage efter at Johannes havde fået konstateret leukæmi, satte en socialrådgiver fra hospitalet i Odense sig ned sammen med forældrene og lavede en forhåndsansøgning til Esbjerg Kommune, hvori hun fagligt og udførligt beskrev præcis hvilke ydelser, familien er berettiget til, samt hvor længe de bør modtage dem.

Alligevel har Esbjerg Kommune indtil videre truffet afgørelse om kun at give familien dækning på cirka halvdelen af de merudgifter, som er beskrevet fra hospitalet, ligesom de nu vil fratage familien løbende tabt arbejdsfortjeneste et helt år tidligere end beskrevet i forhåndsansøgningen.

Forvaltningen i Esbjerg Kommune har ikke ønsket at stille op til interview med TV SYD.

Kemobehandling på skolen?

Esbjerg Kommunes begrundelse for afgørelsen om at fratage familien Vestergaard løbende tabt arbejdsfortjeneste er, at Johannes, på opfordring fra OUH, er begyndt at gå nogle få timer i skole på de dage, hvor han har kræfterne til det.

- Det er dejligt, at jeg kan komme op at se mine venner igen og faktisk også at kunne lave lidt lektier igen, fortæller Johannes Dall Vestergaard.

Børnecancerfonden giver kræftsyge børn en SuperSnøre, som skal hjælpe med at sætte ord på og forstå behandlingsforløbet ved hjælp af farvestrålende Superperler. Johannes Dall Vestergaard ses her med sin SuperSnøre, som han er lidt bagud med at få sat perler på. Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Selvom det ifølge både forældrenes og skolens udsagn er alt for tidligt at planlægge et reelt skoleforløb for Johannes, så mener Esbjerg Kommune, at begge forældre kan starte på arbejde, og at skolen kan tage sig af Johannes imens.

Men at tage sig af Johannes er ikke nogen lille opgave. Han skal have medicin flere gange dagligt - heriblandt kemobehandling og morfin. Præparater som Johannes' forældre har modtaget oplæring fra lægerne på OUH i at give til deres søn.

- Jeg kommer ikke til at kunne give det her ansvar fra mig. Jeg vil have det så dårligt med det, siger Rikke Dall Vestergaard og fortsætter:

-  Hvis vi kommer ud i den groteske situation, at vi bliver frataget tabt arbejdsfortjeneste, så må vi finde ud af, hvordan vi kan spinke og spare til, at jeg kan gå hjemme alligevel.

En ting er, at forældrene ikke vil overlade ansvaret til de ansatte på skolen, men de fortæller også, at lægerne på OUH ikke vil tillade det, samt at skolen selv vurderer, at de slet ikke er i stand til at varetage det ansvar. 

Johannes' skole har ikke ønsket at udtale sig i den konkrete sag, men spørger man formanden for Lærerforeningen i Esbjerg, så er de helt enige i, at det ikke er en opgave, man som skolelærer kan eller skal påtage sig.

- Jeg synes, det er uordentligt - både overfor barnet og forældrene, men også overfor lærerne, for det er ikke det, de er uddannet til. Og jeg føler mig ikke sikker på, at man som lærer ikke kan blive stillet til ansvar, hvis noget går galt, siger Maja Gundermann Østergaard, der er lokalformand for Lærerforeningen i Esbjerg, og fortsætter:

- Desuden er det ofte noget, man som lærer står med samtidig med, at man skal passe sine almindelige opgaver med at håndtere undervisningen i en klasse, og det er ikke rimeligt.

Presset til bristepunktet

For halvanden uge siden fik Jan Vestergaard nok af Esbjerg Kommune. Han var så træt af at kæmpe med dem, at han lagde en video op på sin egen Facebook-side, hvor han lod frustrationerne få frit løb.

En video der i skrivende stund har mere end 150.000 visninger og er blevet delt næsten 4.500 gange.

- Det eneste, jeg har oplevet fra folk, er opbakning. Det er fantastisk, for det har man brug for, fordi man hele tiden er på usikker grund. Jeg aner ikke, om det, jeg gør, er det rigtige, men jeg tror på sagen, så jeg kæmper for det, siger Jan Vestergaard.

Den store opbakning på Facebook er ikke det eneste, der tyder på, at familien Vestergaard langt fra er alene om at være utilfredse med Esbjerg Kommunes familierådgivning. For kigger man tallene efter, så har de på sager om tabt arbejdsfortjeneste en omgørelsesprocent på 60,5 procent.

Det betyder, at kommunen blot får medhold i fire ud af ti afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste, som havner hos Ankestyrelsen.

Og netop Ankestyrelsen frygter familien Vestergaard bliver slutdestinationen for deres fejde om tabt arbejdsfortjeneste med Esbjerg Kommune. Præcis som det var tilfældet med deres sag om dækning af merudgifter. 

- Hvis det sker, kan vi forvente, at der går op til et halvt år, inden sagen er afgjort, og vi kan få det, vi er berettiget til. Jeg tør slet ikke tænke på det, jeg får det helt dårligt bare ved tanken, siger Jan Vestergaard. 

Selvom det er svært, så forsøger familien Vestergaard at opretholde en så normal hverdag i hjemmet i Egebæk-Hviding ved Ribe som muligt. Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

I lidt over et år har familien skulle tage sig af Johannes og hans leukæmi samtidig med, at de har kæmpet for deres rettigheder ved kommunen. Noget, de fortæller, er ved at splitte familien ad. 

- Desværre er jeg nødt til at sige, at det går ud over vores to andre børn og faktisk også lidt Johannes. Og vi er nødt til at lytte til, at de siger fra nu. Så spørgsmålet er, hvor længe vi kan blive ved med at kæmpe, men vi gør det, så godt vi kan, siger Rikke Dall Vestergaard.

- Siden vi fik beskeden, har jeg fået noget, der minder om tre-fire timers søvn hver nat, og jeg vågner før vækkeuret ringer med et sæt og tænker: 'Kommune, familierådgivningen, jeg skal finde en paragraf, hvor jeg kan modbevise kommunen', fortæller Jan Vestergaard.

Jan Vestergaards første stressreaktion fandt sted på motorvejen, og han er pinligt bevidst om, at så længe sagen ikke er afsluttet, er det kun et spørgsmål om tid, inden den næste kommer. 

Parti på Fanø jubler ikke over mange færgeafgange - Overvejer nu turistskat

Lasse Harder Schousboe klapper bestemt ikke i hænderne over rekordmange færgeafgange. Han frygter for at turisterne ødelægger naturen på vadehavsøen. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Udgivet

Flere færgeafgange vil øge trykket på den unikke natur på vadehavsøen og fremmer ikke bosætningen, siger Enhedslistens mand i Fanø byråd.

- Vi skyder os selv i foden, hvis vi bliver ved med at få flere turister til Fanø.

Ordene kommer fra Enhedslistens byrådsmedlem Lasse Harder Schousboe.

Så mens mange andre - politikere, erhvervsfolk og borgere - på Fanø klappede i hænderne over Molslinjens udmelding om rekordmange færgeafgange til næste år, så klappede han og partiet bestemt ikke med.

- Erhvervslivet på Fanø vil gerne have flere turister. Vi anerkender, at Fanø lever af turismen, men hvis vi skal bevare den skønne og unikke natur, så er der også en grænse for, hvor mange mennesker, der kan besøge øen. Mange besøgende peger på roen, som de kan finde på Fanø. Det varer bare ikke ved, hvis Molslinjen øger antallet af afgange år efter år, siger Lasse Harder Schousboe.

Fanø-færgen sejler Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Turistskat

Nu peger han på en turistskat som en mulighed for at regulere antallet af turister. Sidste år var antallet af overnatninger på Fanø 868.681 ifølge VisitDenmark. I det første halvår i år lyder tallet på 480.295. Dertil kommer de mange éndags-turister.

- Jeg har lige været i Østrig og skulle betale 5 euro for en overnatning på et hotel. Så det kan lade sig gøre indenfor EU, siger Lasse Harder Schousboe.

Andre steder i verden indfører politikere skatter eller andre regler for at styre turiststrømmen. Også i Danmark er der forslag om det. Flere partier i den københavnske borgerrepræsentation vil indføre en turistskat i hovedstaden. 

Tidligere har erhvervsminister Morten Bødskov (S) afvist forslaget. Men nu har partierne SF, Alternativet og Enhedslisten sendt fire modeller for en potentiel turistskat til Erhvervsministeriet og bedt ministeren forholde sig til dem. 

- Jeg ved selvfølgelig godt, at der skal en lovændring til, hvis det skal indføres. Nu afventer vi med spænding, hvad der sker i sagen om København, siger Lasse Harder Schousboe.

Færgeafgange 2025

Fanø Kommune og Molslinjen er blevet enige om et udspil, som både betyder rekordmange afgange og billetpriser, der forbliver på et historisk lavt niveau

Aldrig har færgerne sejlet så ofte imellem Fanø og Esbjerg, som de kommer til i 2025. Her vil overfarten for første gang nogensinde runde 35.000 afgange, hvilket svarer til næsten 100 afgange i døgnet i gennemsnit.

Samtidig kan de rejsende glæde sig over, at priserne forbliver på samme niveau som i 2024, hvor man med prisfald på over 40 pct. på årskort og personbilsaftaler samt gratis sejlads for alle børn og unge mellem 0 og 17 år året rundt, sikrede historisk lave færgepriser for øens borgere.

Kilde: Fanø Kommune

Christian Lorenzen, byrådsmedlem for de konservative på Fanø, undrer sig over Enhedslistens manglende begejstring for flere færgeafgange .....

Ikke farbar vej

Afventer. Det gør også byrådsmedlem Christian Lorenzen, de konservative.

- Jeg tror vi bare skal slå fast, at en kommune ikke kan udskrive skatter. Og altså heller ikke en turistskat. Så den vej er ikke farbar nu. Vi kan ikke bruge “fugle på taget” til noget, hvor vi står lige nu, siger han.

Det konservative byrådsmedlem har dog respekt for, at Enhedslisten ønsker en debat om det øgede tryk, som turisterne udgør. En debat, som allerede løbende finder sted, men han er klar til at gøre den mere formel og afklaret.

- Vi har jo under corona-krisen oplevet en situation, hvor der kom så mange turister, at det var over bristepunktet. Der skal vi ikke hen igen, siger han.

For mange biler

Lasse Harder Schousboe erkender, at det private selskab kapitalfonden Molslinjen spiller en afgørende rolle.

- De ser jo en god forretning i at kunne transportere flere folk på færgerne, men vi som kommune bliver nødt til at diskutere, hvor mange turister, vi på Fanø har lyst til at have. Og den holdning skal så indgå i dialogen med Molslinjen.

- Men er mange afgange ikke et gode for Fanø-borgerne?

- Vi ønsker flere afgange i ydertiderne, hvor fastboende ikke kan komme til øen, hvis de for eksempel har et arbejde, hvor de arbejder til sent. Men flere vil forstørre det miljømæssige fodaftryk, når der både kommer flere færgeafgange og dermed også en potentiel risiko for flere biler på øen. Dem er der i forvejen mere end rigeligt af, siger Lasse Harder Schousboe.

Urimelig tone

At Enhedslisten ikke klapper i hænderne over de mange flere og billige afgange forstår Christian Lorenzen ikke. Og han mener, at tonen overfor rederiet Molslinjen er urimelig.

- De er jo netop med til at gøre det nemmere for os øboere at passe et arbejde udenfor "normale" tidspunkter. Jeg tager ofte til København sent om aftenen, og jeg har da flere gange været eneste passager på færgen . Det kan kun lade sig gøre, hvis vi har afgange, der har høj belægning. Skulle de kun tænke på penge, ville de jo ikke have de afgange med tynd belægning, siger han.

750 pendler dagligt fra Fanø. Cirka 300 pendler dagligt til Fanø.

- Så en historisk billig færgedrift med en høj regularitet er da ubetinget et gode, ikke mindst også i et bosætningsperspektiv, mener han.

Hun bor til leje og kæmper for retten til at lade sin bil op derhjemme

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Udgivet

I 2021 købte Heidi Nielsen og hendes mand en hybridbil og installerede en ladestander på gavlen af deres almenbolig i Fredericia. Det ville boligselskabet ikke være med til, og nu ender sagen i Højesteret.

I denne tid kører Heidi og Jack Nielsens hybridbil udelukkende på benzin. Men det er bestemt ikke med ægteparrets gode vilje.

For det var netop af hensyn til klimaet, at de købte hybridmodellen i 2021.

- Med de klimaforandringer vi har, ville jeg gerne bidrage til miljøet, fortæller Heidi Nielsen.

I forbindelse med bilkøbet fik ægteparret også monteret en ladestander på gavlen af deres enderækkehus - en almenbolig, hvor de bor til leje.

- Men så fortalte viceværten, at vi ikke måtte hænge ladestanderen op uden at have søgt hos boligkontoret. Så søgte jeg om det og fik afslag, fortæller Heidi Nielsen.

Vil kæmpe kampen

Siden da har sagen først været for Beboerklagenævnet i Fredericia, hvor parret fik medhold. Det fik de dog hverken ved Retten i Kolding eller i Vestre Landsret, hvor man var på Boligselskabets side.

Hos begge retsinstanser var dommernes vurdering nemlig, at en boks til opladning af elbil ikke kunne anses som en sædvanlig installation i almenlejelovens forstand.

Men det argument vil Heidi Nielsen ikke acceptere. Heller ikke argumentet om, at ægteparret da bare kan lade bilen op ved Føtex.

Jeg vil kæmpe kampen, for der er mange almene boliger i Danmark

Heidi Nielsen, bor i almenbolig

- Jeg vil kæmpe kampen, for der er mange almene boliger i Danmark. Skal vi være afskåret fra at have en elbil på lige fod med andre?, lyder det fra Heidi Nielsen.

Derfor har hun sammen med sin mand søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at føre sagen for Højesteret. Den tilladelse fik de torsdag, fordi sagen er af principiel karakter.

Principiel sag

Indtil Højesteret har taget stilling til sagen, har ægteparret dog set sig nødsaget til at køre på benzin.

- Det er træls, for jeg kunne jo køre på arbejde på en ladning. Men i sommer fik vi en advarsel af boligselskabet om, at vi ville blive opsagt, hvis vi ikke pillede ladestanderen ned, fortæller Heidi Nielsen, der er glad for at bo, hvor hun bor.

Derfor håber bilejerne også på at få medvind i Højesteret, så de igen kan rulle afsted på grøn energi fra egen ladestander.

- Vi tænker på fremtiden for vores børn og børnebørn. Vi generer ingen, og der er aldrig nogen her i gården, der har manglet strøm, lyder det fra Heidi Nielsen.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com