Ny strikkesæson: Pindene gløder og alle kneb gælder
Lørdag kl. 19.55 er der premiere på Den Store Strikkedyst, når der igen inviteres indenfor på Gram Slot til starten på 3. sæson på TV SYD.
Igen dyster 10 nøje udvalgte amatørstrikkere på teknik og kreativitet, når de bliver stillet overfor den ene opgave efter den anden. Det bliver en kamp, hvor pindene gløder, kortene holdes tæt til kroppen, og alle kneb gælder.
I sidste sæson gik strikkedysten landet rundt med sin strikkede penis til hverdagsbrug, som blev strikket i kategorien ”godgørende strik med en funktion”. Det skal blive spændende at se, om denne sæsons strikkere er lige så modige, når de lader sig kaste ud på dybt vand.
Dommerne er som sædvanligt de to strikkeeksperter Vithard Villumsen og Christel Seyfarth. Værten er den tidligere deltager i strikkedystens første sæson, Koushi Radhakrishnan, der igen i år har forberedt sig ved at strikke otte passende butterflies – én til hvert program.
I de seneste to uger har TV SYD præsenteret små portrætter af sæsonens deltagere, der alle går til opgaven med den indstilling, at netop de vil vinde den store strikkedyst 2016.
Og niveauet er højt i tredje sæson. Deltagerne har alle på forhånd studeret de to første sæsoner på tv, så de er udmærket klar over, at de går ind til et hårdt udskilningsforløb, hvor konkurrencen er knivskarp, og dommerne vender strikketøjet på vrangen for at finde alle fejl.
Alligevel er deltagerne i tredje sæson de mest lattermilde strikkere i strikkedystens historie, og sæsonen bliver et festfyrværkeri af rappe replikker, smittende grin og strikkekunst på højt niveau.
Som noget helt nyt tilbyder TV SYD i år alle begejstrede strikkefans, at de kan se den kommende uges afsnit umiddelbart efter, at det foregående har været vist på TV. Det betyder altså, at du allerede i aften kan se hvem, der ryger ud i andet afsnit i snigpremieren lige her efter 1. afsnit har været sendt lørdag aften kl. 19.55.