Museumsleder: - Vi mister op mod 100.000 kroner om dagen
Museet Tirpitz har færre besøgende end normalt på trods af, at de har halveret entréprisen. Koldinghus oplever derimod rekordbesøg.
Museerne er populære. Våde sommerdage og en halvering af billetpriserne betyder, at der er tryk på billetlugerne.
Tirpitz i Blåvand har dog færre gæster end normalt på trods af, at museet har halveret entréprisen. Det bunder i coronarestriktionerne, som betyder, at museet må afvise folk ved bunkerdørene, hvis ikke de har booket plads på forhånd.
Faktisk taber museet indtægter på at lukke gæsterne billigere ind, selvom det kompenseres af Folketingets sommerpakke.
- Sidste år kunne vi have 550 gæster inde ad gangen. I år lukker vi 400 gæster ind ad gangen, fordi vi skal passe på hinanden. Det betyder, at vi potentielt går glip af 100.000 kroner dagligt i entréindtægter. Jeg er glad for at se alle de gæster, der kommer. Samtidig er det en smule svært at navigere i, når man ikke helt ved, hvordan man står økonomisk, fortæller museumsleder Helle Ølgaard.
Tirpitz Stillingen havde sidste år knap 205.000 besøgende.
Koldinghus redder økonomien
Andre steder ser det dog helt anderledes ud.
Hos Koldinghus har man langt flere gæster end samme periode sidste år.
15. juli 2019 var der 540 besøgende. Samme dag i år var der tre gange flere - nemlig 1.340 gæster.
En af grundene til det høje besøgstal er sommerpakken, som trådte i kraft 27. juni. Det var et flertal i Folketinget, som blev enige om at bevilge 700 millioner kroner til at kickstarte oplevelses- og turismebranchen ved at give kulturinstitutioner mulighed for at halvere entréprisen.
Siden begyndelsen af skolernes sommerferie sidst i juni har Koldinghus haft 17.000 besøgende. Samme periode sidste år var besøgstallet 7.000.
- Vi var i knæ, da vi var lukket to og en halv måned i forbindelse med coronakrisen. Nu kan vi indhente det forsømte og sikre vores økonomi og arbejdspladser, siger Henrik Kusk Jeppesen, museets økonomi- og administrationschef.
Museet på Koldinghus blev i 2019 besøgt af knap 127.000 mennesker.
Også Sønderborg Slot, som er en del af Museum Sønderjylland, melder om stort besøgstal.