Bredt forlig sikrer næste års budget i Billund Kommune
I det næste års budget for Billund Kommune er rettidig velfærd, turisme, erhvervslivet og udvikling af kommunens stærke byer og landområder opprioriteret.
En samlet kommunalbestyrelse har indgået aftale om 2025-budgettet for Billund Kommune.
- Jeg er rigtig stolt over, at vi er nået i mål med et ansvarligt budget, som hele kommunalbestyrelsen står bag, siger borgmester Stephanie Storbank (V) i en pressemeddelelse.
Med velfærd for øje skal der blandt andet etableres en hotline for psykisk sårbare og afsættes penge til demensvenlig indretning på kommunens specialplejehjem for borgere med demens.
Der afsættes også penge i budgettet til de folkeskoleelever, der har de mest vidtgående vanskeligheder.
Kommunalbestyrelsen har også afsat yderligere midler til et nyt kultursamarbejde mellem seks af kommunerne i Trekantområdet.
For at styrke infrastrukturen i kommunen afsættes der penge i budgettet til nye adgangsveje til nye boligområder, bevaring af Billunds hovedgade og Grindsteds bymidte.
Læs mere om Billund Kommunes budget for 2025 her.