Billundbane betyder tusindvis af kilometer omvej
En bane mellem Vejle og Billund vil betyde vejlukninger og omveje for bilister i området, viser notat.
Den nye S-regering skal tage stilling til, om der skal opføres en jernbane fra Vejle til Billund. Hvis jernbanen opføres, vil det ifølge Berlingske betyde, at bilister i området kommer til at køre tusinde af kilometer i omveje.
Banen tiltrak sig opmærksomhed, da den blev vedtaget, blandt andet fordi den blev kritiseret af trafikforskere for at give et ringe samfundsøkonomisk afkast.
Ifølge Berlingske viser et notat fra Banedanmark tilmed, at hvis banen bliver anlagt, vil flere veje blive lukket.
348.000 km omvej
Banedanmarks udregning viser, at bilister i området samlet set vil blive sendt ud på 348.000 kilometer ekstra om året, når banen står færdig. Samtidig vil transporttiden for bilisterne blive øget med 35.700 timer om året.
Ifølge professor i transportøkonomi på Danmarks Tekniske Universitet Mogens Fosgerau skiller jernbanen sig dermed ud fra andre investeringer i kollektiv transport, som ofte er en gevinst for bilister i form af mindre trængsel.
- Her vil man lukke veje og tvinge bilisterne til at køre en omvej. Det vil ende med, at der bliver kørt flere kilometer i bil, hvis man laver den her jernbane, siger han til Berlingske.
Underskudsforretning
- Det vil øge vejtrafikken og give bilisterne øgede rejseomkostninger.
Ifølge Berlingske er der syv mulige linjeføringer for en jernbane mellem Vejle og Billund. Ingen af dem giver ifølge avisen samfundsmæssigt overskud.
I notatet fra Banedanmark lyder det, at "projektets værdi for samfundet" vil være et underskud på mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner, skriver Berlingske.
Ifølge Mogens Fosgerau er banen en så dårlig forretning for samfundet, at den vil give underskud, selv hvis den var gratis at bygge.
- Selv hvis man fik skinnerne i gave, så ville driften stadig give underskud, siger han til Berlingske.