Politi kommer med opfordring til danskere, der skal krydse grænsen
Når du krydser den dansk-tyske grænse det næste halve års tid, skal du huske at tage passet med.
Mandag morgen, den 16. september, indfører Tyskland grænsekontrol til alle sine nabolande - heriblandt Danmark.
Den er - ligesom den danske - midlertidig og er indført for en periode på seks måneder.
I den forbindelse kommer Syd- og Sønderjyllands Politi med en række opfordringer til danskere, der skal krydse den dansk-tyske grænse.
Kør hjemmefra i god tid, følg politiets anvisninger og hav dit pas klar. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I øjeblikket er der også vejarbejde på motorvejen ved grænseovergangen Frøslev indtil november, hvilket betyder, at der kun vil være et spor farbart. Derfor skal man som bilist også regne med, at der kan opstå kø.
- Sæt ekstra tid af, når du planlægger din tur og vælg eventuelt en anden grænseovergang, mens der er vejarbejde. Når du er fremme ved en kontrol, så følg skilte og anvisninger og hav dit pas klar. Så går kontrollen hurtigst, udtaler vicepolitiinspektør Karsten Høy i pressemeddelelsen.
Den tyske kontrol vil være stikprøvevis og finde sted ved skiftende grænseovergange.
Tyskland havde også midlertidig grænsekontrol i sommer i forbindelse med EM i fodbold.