Flere tusinde kanonslag fundet på illegal fyrværkerifabrik
Tusindvis af både færdige kanonslag og dele til produktionen af endnu flere er fundet i en industribygning i Tinglev.
Syd- og Sønderjyllands Politi har fundet en illegal fyrværkerifabrik i en industribygning på Mads Clausensvej i Tinglev.
Ifølge politiet har fabrikken formentlig en sammenhæng med den afskydning af ulovligt fyrværkeri, som gennem længere tid har fundet sted især i Aabenraa-området.
- Vi har nogle indikationer, der tyder på, at de kan være bagmænd for noget af det, der er foregået i Aabenraa, fortæller politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
En 24-årig og en 32-årig mand fra Aabenraa er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Den 24-årige har erkendt sig skyldig i sigtelsen, oplyser politiet.
Beregnet til videresalg
Politiets ransagning af stedet tirsdag viste hurtigt, at der blev fremstillet ulovlige kanonslag. Der blev fundet flere tusinde kanonslag og en mængde krudt.
- I vores målestok er der tale om en omfattende produktion. Det er en fabrik, der har fremstillet kanonslag i større mængder med henblik på videresalg, fortæller politikommissær Thomas Berg.
Politiet valgte derfor at tilkalde EOD, Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste.
Over 3.000 kanonslag
En nærmere undersøgelse af stedet viste, at der var 3.106 kanonslag samt en spand med knap tre kg krudt.
Samtidig fandt politiet på stedet 4.212 tomme paprør, der kunne laves kanonslag af. Der var også tomme kasser med spor af yderligere næsten 1.600 kanonslag.
- Vi skal nu i gang med at undersøge, om de kan sigtes for andre ting end overtrædelse af fyrværkeriloven. Det afhænger blandt andet af, hvor meget krudt der er fundet, siger Thomas Berg.
På den illegale fabrik stod der også en elektrisk palleløfter. Det viste sig, at den var stjålet fra et lager på Nordsjælland i 2015 og er nu i politiets varetægt.
Politiet ønsker ikke at fortælle nærmere om, hvordan de har fundet frem til den illegale fabrik i Tinglev.
De to sigtede mænd er begge løsladt efter afhøringen, oplyser politiet.